Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


juni 1998


Jysk Kunstakademi i fare


Barsk kritik af Det jyske kunstakademi kan føre til nedlæggelse af uddannelsen. Evaluering peger på alvorlige strukturelle problemer.

Undervisningsministeriets center for kvalitetsudvikling og evaluering af de videregående uddannelser har gennemført en evalueringsrapport af billedkunstuddannelserne i Danmark (om forhistorien, se Søndag Aften Arkiv). Evalueringen vurderer de tre danske billedkunstskoler: Det Kgl Danske Kunstakademi i København, Det Fynske Kunstakademi i Odense og Det Jyske Kunstakademi i Århus. Og der lægges ikke fingre i mellem i kritikken af det Jyske Kunstakademi. Kvaliteten af uddannelsen, ledelsen, lærerkræfterne, de fysiske rammer og meget andet er ikke tilstrækkeligt professionelt. Alt sammen først og fremmest begrundet i at skolen næsten heller ikke har nogen økonomi at gøre godt med. Det bedste, der kan siges om Århus-skolen er, at der er en imponerende gejst trods de elendige forhold.

Konklusionen er: enten skal der skaffes betydeligt flere penge til Det Jyske Kunstakademi eller også skal skolen nedlægges.

Svag økonomi

De økonomiske vilkår for de tre skoler er vidt forskellige.

Samlet budget Statstilskud Budget pr. elev Statstilskud pr. elev
København 28,9 mio kr. 27,5 mio kr. 145.000 kr. 138.000 kr.
Fyn 4,1 mio kr. 0,8 mio kr 68.000 kr. 13.000 kr.
Århus 1,5 mio kr. 0,8 mio kr. 38.000 kr. 20.000 kr.

Rapporten kritiserer Det Jyske Kunstakademi for ikke at arbejde tilstrækkeligt med lokal opbakning - det ses blandt andet i forskellen på økonomisk støtte fra lokalområdet, hvor Det Fynske Kunstakademi årligt får godt 3,3 mio. kr. fra Fyns Amt og Odense kommune. Det Jyske Kunstakademi får kun godt 0,7 mio. kr. i støtte fra Århus Kommune og Århus Amt.

Baggrunden for at Det Jyske Kunstakademi ikke har arbejdet mere med lokalområdet er et forsøg på at fremstå mere landsdækkende og ikke som netop en lokaluddannelse.

Hård kritik

Men kritikken af Det Jyske Kunstakademi er så kraftig, at det er svært at se mulighederne for videreførsel af skolen på nuværende vilkår.

Nogle af konklusionerne om Det Jyske Kunstakademi er:

  • skolen mangler en strategisk plan med mål og midler for faglig profilering og øvrig fremtid

  • skolen skal finde bedre lokaler

  • skolen skal styrke den lokale forankring

  • der skal laves introducerende kurser

  • for ringe kunstfaglig og teoretisk undervisning

  • der mangler en international dimension i målsætningen

  • der er for svag administration, bl.a. er rektor kun ansat i 2/5 stilling.

En kommende daghøjskole ?

Ud fra denne kradse kritik er det svært at se Det Jyske Kunstakademi videreført som højere læreanstalt. Rapporten lægger op til drøftelser mellem skolen og stat, amt og kommune om den fremtidige økonomi. Realiteten i denne diskussion vil sikkert blive, hvordan skolens erfaringer kan videreføres i et helt andet regie. I realiteten kan evalueringens konklusioner oversættes til, at Det Jyske Kunstakademi har sat sig et sted mellem en videregående uddannelse og et uddannelsesinitiativ i forlængelse af folkeoplysningstraditionerne - for eksempel daghøjskoler.

Rapporten undlader at tage stilling til skolens fremtid. Men med rapporten vil det være nemt for kulturministeriet at lægge op til nedlæggelse og overførsel af ressourcer til Det Fynske Kunstakademi, som savner penge - dog i betydeligt mindre grad end Det Jyske.

For Det Jyske Kunstakademi vil den manglende lokalprofil blive et problem. Jyske politikere vil have svært ved at tale rigtigt varmt for skolens videreførsel. De vil endda tro at accept af nedlæggelse af Det Jyske Kunstakademi kan gøre det lettere at få Folketingets opbakning til det nye kunstmuseum (se Søndag Aften Arkiv).

Søndag Aften 0698

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over
CulturCronikker 1997-2007





 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.